Eberts Villaby: Liebhaveri i Amager stil

Det var helt tilbage i 1894, at den prominente fabrikant Hermann Ebert erhvervede sig det nedlagte landbrug midt på Amager. Som bekendt var lorteøen i de dage langt ude på landet, og Hr. Ebert måtte gøre noget drastisk for at gøre området indbydende for det bedre borgerskab, hvilket førte til opførelsen af det i dag kendetegnende springvand ved Christian II’s Allé.

Eberts Villaby er i dag en tidslomme, hvor man få skridt væk fra Englandsvej eller Amagerbrogade kan rejse tilbage til det 20. århundrede, hvor ottekantede tårne, træsprossede vinduer og antik udsmykning ikke er en sjældenhed. Nuvel, det er selvfølgelig et spørgsmål om stil, hvorvidt man fortrækker beton betændelsen eller umaget håndværk, men husene i villabyen er svære ikke at falde for. Hver bygning er opført i sin egen arkitektur og ikke ét hus har en tvilling eller falder ind i mængden og Hr. Eberts egen villa ”Sans Souci” skulle eftersigende være inspireret af selveste Kejser Franz’ jagtslot.

Det er en favorit rute at gå på solbeskinnede forår – og efterårsdage, hvor de høje kastanjetræer folder sig ud i enten gule eller grønne nuancer. Undertegnede selv triller ind langs Ingolf’s Alle, gennem det halve af Island mod Peder Lykke’s vej, hvor et smalt stisystemer leder mod hjertet af området ved Dronning Elisabeths Allé.

Larmen og osen fra byen er som forduftet og tilbage står blot et eminent, betagende og enestående kvarter, som nulevende bygherre bør tage notits af.

Amager Halshug